Blog

Ny senior-gudstjeneste

Torsdag den 25. januar kl. 11 opstarter Aalborg Citykirke en helt ny type gudstjeneste, som er særligt målrettet modne og seniorer på 60+. Gudstjenesten, der får navnet ”Classic Frokostmøder”, byder på lovsang, troshistorier, forkyndelse med et evangelisk budskab og mulighed for personlig forbøn. Bagefter mødes man i kirkens café, spiser frokost og har socialt fællesskab.

 

Initiativet er opstået på baggrund af en stigende efterspørgsel på en gudstjeneste, som er tilrettelagt netop den modne og ældre generations præferencer og stil, lige som de fleste kirker også har særlige gudstjenester for andre aldersgrupper, fx børn og unge. Det fortæller Carsten Jensen, som er præst for Aalborg Citykirke Classic, der er afdelingen for 60+.

 

– Dermed ikke sagt, at den nye seniorgudstjeneste erstatter søndagsgudstjenesten, hvor alle generationer i kirken mødes til sang og forkyndelse. Men frokostmøderne bliver et godt supplement, hvor man dyrker fællesskabet med jævnaldrende. Det giver én noget andet, noget særligt, når man samles med folk på ens egen alder, og det gælder alle aldersgrupper, også seniorer, siger Carsten Jensen.

 

Ved den første seniorgudstjeneste den 25. januar kommer Per Hyldgaard og taler. Han har tidligere været præst i Nordjylland og leder i dag missionsorganisationen Gospel Outreach.

 

Classic Frokostmøder er åbne for alle seniorer i Aalborg og omegn, som er interesserede i et kristent fællesskab med andre i samme aldersgruppe. Frokostmødet afholdes hver anden torsdag i måneden i Aalborg Citykirkes lokaler på Samsøgade 54, 9000 Aalborg, og der er fri entré. Den efterfølgende frokost i kirkens café kan købes for et lille beløb.